Den evige konflikt imellem det gode og det onde, sandhed og usandhed holdte ikke inde i et øjeblik. Til tider, resulterede konflikten i besværlige perioder med katastrofale følger for menneskeheden. Havde det ikke været for Skaberen, så havde disse besværlige perioder været ved at skabe tilbageslag i den menneskelige fremgang hen imod fred, retskaffenhed og retfærdighed.
Islams ankomst med Profeten Mohamad (sa) og Imam Ali (as) og hans elleve Efterkommere (as) ved vejledningens ror for menneskeheden, var Allahs nåde.
Den mest blændende manifestation af denne bitre konflikt i islams tidlige dage var måske, den fjendtlige indstilling der blev optaget af Bani Umayya overfor Profeten Muhammed og hans pure efterkommere. Historikere har bemærket at Umayyad[1] klanen var rivaler til Hashimite klanen, selvom de tilhørte den samme stamme – Quraish, og der var intet der afholdte dem i at vise deres fjendskab og misundelse overfor Bani Hashim[2].
I profeten Muhammeds (sa) tid var Abu Sufyan, Sakhr Bin Harb Bin Umayya, øverstkommanderende for de vantros hær, som kæmpede imod muslimerne i slaget ved Badr, Uhud og Khandaq. Han erklærede sig muslim af frygt for sit liv i 81 e.h. året, hvor Mekka blev befriet.
Abu Sufyans fjendtlighed overfor islam var helt tydelig. Da Othman, også fra Umayya klanen, påtog sig kaliffens rolle, skyndte Abu Sufyan sig til Hamzah Bin Abdul Muttalib’s grav, som ledt martyrdøden i slaget ved Uhud. Mens han sparkede til graven, ytrede han sine famøse ord:
”Ved ham der tager et løfte ved Abu Sufyan, der er hverken himmel eller helvede. Grib det, O Umayyas børn, som man griber en bold. Hold fast i det(magten) med skindet af jeres tænder (med næb og klør)”.
Den fjendtlige indstilling imod islam blev videregivet af Abu Sufiyan til hans søn, Mu’aawiya. Dette kom klart til udtryk, da imam Ali (as) blev valgt som kalif. Mu’aawiya førte tre frygtelige krige imod den legitime kalif, en direkte krig og to indirekte. Disse var Al-Jamal krigen, som blev anført af en af Profetens koner Aiysha, under påskud af at hævne drabet på kaliffen Othman. Siffin krigen ledet af Mu’aawiya selv under samme påskud, og Nahrawan krigen som Mu’awiyah også havde en hånd med i. Endelig fik Mu’awiyah sin vilje ved snigmordet på Imam Ali (as).
Efter Imam Alis (as) død, arvede hans søn Imam Hassan (as) kalifatet. Mu’aawiya gav ham ikke noget pusterum. Han oprustede en stor hær og marcherede fra Syrien til Irak for at bekrige Imam Hassan (as). Med bedrageri og bestikkelse sørgede han for at manipulere den militære situation til sin fordel. Med mange af sine officerer afhoppende til fjendens lejr, som blev ofre for Mu’aawiyas løfter, havde Imam Hassan (as) ikke noget andet valg end at underskrive en våbenhvile med Mu’aawiya. Han var drevet af bekymringen om at beskytte, hvad der var tilbage af Profetens (sa) ledsagere i hans lejr, som var opsporet af Mu’aawiyas agenter. Det var dette og det faktum at Imam Hassan (as) ville vinde noget tid til at reorganisere sin udtømte hær, at Imam Hassan (as) var tvunget til at underskrive en våbenhvile med Mu’aawiya. Dog, holdte Mu’aawiya ikke sin del af aftalen. Han ophævede aftalen ensidigt. For ham var det vigtigst at udvide sin magtbase i Irak. Han gjorde det øjensynlig klart i sin tale til Kufas befolkning:
”O folk! Jeg har ikke bekriget jer for at få jer til at fastholde bønnen, fasten, pilgrimsrejsen og betale religiøse afgifter. Jeg gjorde det kun, så jeg kunne tage vare om jeres affærer”.
Da Mu’aawiyas æra var ved at nærme sig enden, med alle de ulykker der blev påført Imam Alis (as) tilhængere, især eliten blandt dem, udnævnte han sin egensindige søn Yazid som arving. Dette træk ophidsede flertallet af muslimerne. I protest nægtede de at støtte hans udnævnelse grundet hans offentlige uanstændigheder og det faktum, at han ikke opfyldte de mest basale krav, som hører til det islamiske embede som kalif. Udover de der offentligt afviste Yazids udnævnelse, varetog Imam Hassan (as) og hans broder Imam Hussein (as) muslimernes affærer. Således besluttede Mu’aawiya sig for at skaffe dem af vejen, så han kunne få frie hænder i planen om at videreføre arvefølgen til Umayyad styret. Han formåede at myrde Imam Hassan (as), ved at forgive ham af hans egen kone Ju’dah Bint Al-Ash’ath. Mu’aawiya havde lovet hende ægteskab med sin søn Yazid. Efter udførelsen af planen, holdte han ikke sit løfte, han anklagede hende for forræderi af frygt for sin egen søn, da hun kunne finde på at gøre det samme ved ham.
Hvad der angik Imam Hussein (as), så var omstændighederne ikke gunstige for Mu’aawiya til at myrde ham. Han overlod opgaven om at dræbe ham til sin søn Yazid. Da Yazid kom til magten efter sin fars død, beordrede han guvernørerne fra alle provinser til at indhente troskabsløfter til ham fra muslimerne. Herefter begærede Medinas guvernør troskabsløftet fra Imam Hussein (as). Hans svar kunne der ikke tages fejl af, ”Folk som mig aflægger ikke troskabsløfte til Yazid, levemanden og morder af respekterede sjæle”. Denne udtalelse var ensbetydende med en krigserklæring imod Umayyad klanen.
Beslutningen om at rejse til Irak skyldtes, at Imam Hussein (as) ville skåne Mekkas og Medinas ære ved krig og blodsudgydelse, især under de hellige måneder. Og det faktum at irakerne havde inviteret ham siden de: ”Ville gribe til våben for ham imod deres fjender, Banu Umayya”. Dog forrådte de ham inden han overhovedet nåede til Kufa. De viste deres sande intentioner i uhørt uærlighed og grusomhed imod Imamen, hans husfolk og hans ledsagere i slaget ved Karbala – som er udpenslet i denne fortælling; en grov demonstration af fjendskab, undertrykkelse, skånselsløshed og brutalitet som blev udført af Umayyad styret.
Spørgsmålet som forbliver i sindet er: Hvorfor er årsdagen for Imam Husseins (as) martyrium mindet hvert år i denne offentlige udstilling af sorg, som om det stadig er et friskt minde?
Du vil finde svaret i tungespidsen af alle, der er forgabte i kærligheden til Imam Hussein (as):
”Vi opdrager vores børn med dette minde, lærer vores unge at følge hans fodspor, minder de ældre om størrelsen af tragedien, så den forbliver i vores hjerter og sind. Vi lærer fra hans ofringer og urokkelige tro, så det kan overføres til vores liv. I modgang vaklede han aldrig, og sagde:
Hvis Mohamads (sa) religion ikke ville kunne leve foruden min død, så lad sværdene rive mig i stykker”.
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Et andet navn for Bani Umayya
[2] Et andet navn for Hashimite klanen
