Af Hedieh Ghavidel, PRESS-TV, Tehran
Mange vesterlændinge, forstår ikke, hvorfor shiamuslimerne begræder Imam Hussein (as), som om hændelsen foregik i går, og ikke foregik for mere end tusinde år siden.
Den 10. dag af Muharram, Ashura, markerer martyrdommen af den tredje shiamuslimske Imam, Hussein søn af Ali, året 680 eft. Kristus / 61 eft. Hijrah.
Shiamuslimerne slår på deres bryst, græder og sørger, fordi Ashura er en sørgelig, sørgelig fortælling. Det er en fortælling af ubarmhjertighed, tab og sorg; en fortælling af kærlighed, tro og mod.
Hussein (as), søn af den første Imam og barnebarn af den sidste Profet Mohamad (sa), sammen med 72 af hans trofaste følgesvende, bekæmpede Umayyah-kaliffen Yazid søn af Muawiyyah, der ikke viste ærbødighed overfor Ahlulbayt (as) og ej overholdte de islamiske værdier.
Man bør kun forudse de hændelser der ledte til og fra den smertelige dag, og derefter ville det ikke være noget mysterium for nogen.
Heden og tørsten drænede børnene, deres udspørgende blikke stillende det spørgsmål, som deres læber ikke turde fremsige, i frygt for at gøre deres Imam forlegen, som ikke var i stand til at slukke deres tørst, fordi fjenden ubarmhjertigt havde forhindret mænd, kvinder og børn fra livets vand.
Imamens broder, Abbas, gik frivilligt hen for hente vand til lejren. Han rykkede frem til floden Eufrat, for at fylde sin sæk, hans fingre berørende vandets kolde overflade. Han drikker ikke, selvom enhver fiber i hans væsen skriger på ham for at genopleve hans tørst.
Fjenden angriber og Abbas mister en arm. Han løfter vandsækken med den resterende lem og når den også er afskåret, løfter han den op med sine tænder, men han bliver slået ned fra sadlen og et slag mod hovedet efterlader ham med ingen kraft til at bevæge sig. Han kalder på sin Imam, og siger:
"O Broder, hvor er du?"
Imamen afværger fjenden og skynder sig hen til sin broders side, holdende Abbas, der er blevet blændet, hvor han holder ham i sine arme, indtil han trækker sit sidste åndedrag.
Spædbarnet Abdallah har ingen kræfter tilbage til at græde og ingen vand i kroppen til at forme tårer med. Imamen bestemmer sig for at tale fjenden til fornuft; selvfølgelig ville de forstå, at en fader ikke kan holde ud af at se sit barn visne hen for sine øjne, uden at gøre noget; selvfølgelig ville de blive rørt over at se den seks måneder gamle Abdallahs tilstand.
Imam Hussein (as) står ansigt til ansigt med fjenden og viser dem Abdallah, fortællende dem, at han ikke søger vand for sig selv, men for børnene. Han prøver på at overtale dem, men til ingen nytte; fjendtligheden udstråler i hver enkeltes reaktioner. Lyden af en pil gennemborer luften og sender en højrød byge af regn.
Spædbarnets krop ryster ikke længere med tørre hulken. Imamen kigger ned og ser pilen i spædbarnets hals. Abdallah har ikke længere brug for vand. Imamen fylder sin hånd med sin søns livsblod og giver slip på den mod skyerne, grædende:
"O Allah, vær venlig at acceptere denne lille ofring fra mig."
Hvor megen smerte kan en person bære? Hvor megen tab kan en person tolerere?
Imam Husseins søster Zaynab bliver nødt til at være rolig, så hun ikke bekymrer Imamen. Hun måtte skjule sine kvaler og give styrke til alle kvinderne i lejren, som ser op til hende. Hvis hun bryder sammen, ville de også gøre det samme.
I stedet for, viser hun styrke, mens hun bærer vægten af verdenen på sine skuldre, aldrig visende den mindste hentydning af svaghed.
Hun har set de opsprættede kroppe af hendes sønner, bragt én efter én, hendes lemløse broder efter den anden, og ikke et eneste ord af klagen har undsluppet hendes læber. Hun har været denne samme besindige Zaynab, som alle vender til i deres håbløse øjeblikke.
Når sorgen er for hård til at bære, plejede hun blot at sige:
"Allâhs vilje er min vilje."
Hun står på toppen af bakken, hvor hun nu har udsigt over slagmarken, iagttagende søjlen af hendes styrke, hendes elskede broder, styrtende mod sin martyrdomsskæbne, som det var blevet forudset så mange år forinden.
Hun følger sin broder med sine øjne, følende smerten af ethvert sværdslag han pådrager sig. Det er nærmest for meget at udholde og hun falder på jorden, kun for at stå høj igen.
Han styrter af sted mod fjenden, og hendes hjerte styrter af sted efter ham.
Hendes ben giver igen efter under hende, når hun ser den femårige Abdallah, der havde gledet væk fra sin moders greb, ræsende mod slagmarken. Den lille dreng løber mod sin onkel, anstrengende sig for at stoppe angriberne fra at levere deres slag.
Hans barnagtige logik fortæller ham, at han ville være i stand til at overmande overfaldsmændene, så de kunne lade hans onkel være i fred. Abdallah når hen til sin onkel og prøver på at beskytte hans krop med hans små hænder, men sværdklingerne forstår ikke fornuften.
Blodet strømmer fra den lille drengs afskåret hånd, og han begynder at græde, men har ikke i sinde at forlade hans onkel. Imamen nærmer sig enden og har ingen styrke tilbage til at trøste Abdallah.
"Det er i orden, O du lille... Vi vil snart være sammen med din far og min.. Snart vil vi være frie", og med disse ord trøster han det sanseløse barn.
Den angribende horde, der ikke er tilfredsstillet med udgydelsen af Imamens blod, jævner lejren med jorden, som de forsvarsløse kvinder og børn befinder sig i, sættende ild til teltene, piskende de lamslåede overlevende og røvende dét, som de kan sætte deres hænder på.
Børnene løber over det tornfyldte sand, uden kendskab til nogen flugtvej eller nogen at vende tilbage til. Uden at besidde den mindste antydning af menneskelighed, fester vildmændene i det kaos de havde skabt.
Ahlulbayts lidelser og smerter er endnu ikke ovre, for de bliver nødsaget til at marchere barfodede til Damaskus. Lejr-folket, som har mistet alt, er tvunget til at gå bag deres fædres, brødres og mænds halshuggede hoveder på spydspidserne.
Man behøver ikke at være shia eller muslim, for at blive rørt over de rædselsvækkende hændelser af de sorgfulde dage.
Ashuras tragedie vil efterlade sig et permanent mærke på sjælen hos de frie og medlidenhedsfulde hjerter, uanset religion eller race.
